Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


December 2002


Søges: troldmand


Kunststøttereformens vigtigste element er sammenlægningen af en række administrative funktioner. I december kommer Kulturministeriets opslag til ny direktørstilling. Kunstkyndig faglighed skal kombineres med lederevner i topklasse

Syv år på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab vil sandsynligvis være bedste kvalifikation for de kommende ansøgere til direktør for Kunststyrelsen. Belært af kunstverdenens tidligere fantasifulde CV'er må man dog forvente, at ansøgninger med for tydelig inspiration fra Harry Potters fantasiunivers sorteres fra.

Den formelle side af Kulturministeriets kunststøttereform kræver en lang række lovændringer, som er aftalt mellem Folketingets partier. Den brede enighed skyldes dels, at reformen er så indlysende og har været planlagt i så god tid, at alle er indforstået. Dels er samtlige lovændringer små og af strukturel art. Ingen af lovændringerne ændrer i tilskudskriterier, pengetildelinger eller andet. Kunststøttereformen er en status quo-reform. Organerne kommer til at få nye navne og nye mennesker. Bortset fra finanslovens nedskæringer kan resultatet sagtens blive, at pengemodtagerne bliver de samme i 2004 som i 2002.

Reformen startede under SR-regeringen

Kunststøttereformen er først og fremmest administrativ. Og det centrale element i reformen er slet ikke de lovændringer, der vil blive vedtaget. Det er derimod sammenlægningen af en række af Kulturministeriets institutioner og sekretariater, som er krumtappen i reformen.

Kulturministeriet påbegyndte allerede reformen under SR-regeringen med etableringen af Kunstsekretariatet. Kunstsekretariatet bliver nu administartivt slået sammen med sekretariatet for Statens Kunstfond og institutioner som Musikinformationscentret (MIC), Dansk Litteratur Center (DLC), Center for Dansk Billedkunst samt Internationalt Kultursekretariat. Disse sekretariater og institutioner vil blive opslugt i Kunststyrelsen. Som udgangspunkt fortsætter de nuværende medarbejdere, blot nye steder. Institutionerne under den kommende Kunststyrelse bor for øjeblikket på fem forskellige adresser i København. I løbet af 2003 vil man flytte enhederne sammen, så man nøjes med to adresser.

Naturligvis vil man efterfølgende vurdere, i hvilket omfang medarbejdere og funktioner er overflødige. Dette vil (som altid) især omfatte de svagest uddannede medarbejdere. Men man bliver også nødt til at vurdere evt. dobbeltfunktioner blandt akademiske medarbejdere, når den samlede Kunststyrelse eksempelvis både skal betjene Kunstrådets billedkunstudvalg og de billedkunstneriske udvalg under Statens Kunstfond. Regeringens retorik (flere penge til kunstnerne) vil - uanset saglighed - være bestemmende for den kommende direktørs forpligtelse til at begrænse medarbejderstaben.

Muligheder for ny dynamik

Indtil videre har Kulturministeriet valgt, at udsætte alle strukturelle beslutninger til man har ansat en direktør for Kunststyrelsen. Det bliver eksempelvis denne direktør som skal vurdere om Statens Kunstfonds sekretariat skal fortsætte som selvstændig enhed i Kunststyrelsen, eller om funktionerne og den faglige ekspertise blot skal indgå som et led i den samlede styrelsesstruktur. Kunststyrelsens direktør vil således få ansvaret for beslutninger, som i løbet af 2003 givetvis også vil få betydning for kunstverdenens repræsentanter i udvalg og råd.

I den formelle struktur vil Kunststyrelsen først og fremmest få til opgave at varetage de lovgivne sekretariatsfunktioner. Det reelle er dog, at styrelsen vil få enestående muligheder for at bruge de tværgående kompetencer til at igangsætte diskussioner og initiativer. Kunststyrelsens direktør skal derfor både respektere medarbejdernes faglighed på de enkelte kunstområder og satse på helhedsorienteret udvikling. Kunststyrelsen kan initere fremtidens love og reformer. Hvis styrelsen får en ledelse, som er i stand til at drible sig gennem kunstområdernes mange udtalte og uudtalte konflikter.

Det er på forhånd givet, at den kommende direktør for Kunststyrelsen ikke kan være fagligt kompetent på samtlige styrelsens tilskudsområder. Vedkommende skal dog have en vis kunstfaglig ballast og forståelse. Det er først og fremmest ledelsesevner som beslutningskraft, kommunikation og dialog der vil være væsentlige. Ingen vil på forhånd kunne sætte navn på denne troldmand. Derimod vil mange aspirere til de mulige fagligt betonede mellemlederstillinger, der vil blive etableret.

Stillingen som direktør for Kunststyrelsen vil blive opslået i løbet af december. Man må forvente samme lønniveau som for direktøren for Biblioteksstyrelsen. Men mindre end de to højstlønnede, departementschefen og direktøren for Det Kongelige Teater. Tiltræden ønskes snarest muligt - når troldmanden m/k kan frigøres fra andre opgaver.

Den nye kunststøtte
Kunstrådet opstår - problemerne består
Fra arkivet:
Kunststøtte uden for mange klodser
I alle de råd og nævn

Søndag Aften 12/2002

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.